Tjek vejret i Toscana - og book din feriebolig her

Vejret i Toscana

Hvornår på året skal man rejse til Toscana?

Alle årstider er smukke i Toscana, og de har hver især noget at byde på. Når du skal finde ud af, hvornår du skal rejse til Toscana, skal du derfor i høj grad tage højde for, hvad du ønsker at foretage dig på din rejse. Desuden gælder det, at Toscana dækker over et stort areal, hvorfor der også er forskel på, om du er i den nordlige eller den sydlige del. Vejret i Lucca sammenlignet med vejret i for eksempel Grosseto-regionen vil således typisk adskille sig en del fra hinanden.

Her gennemgår vi vejret i Toscana året rundt – måned for måned – så du kan blive klogere på, hvornår det giver mening for dig at lægge din ferie.

 

Vis alle boliger i Toscana

Januar måned i Toscana
Januar er den koldeste måned i Toscana. Om dagen er vejret typisk relativt mildt, men om aftenen og om natten kan det blive meget koldt – særligt i områderne med bjerge.

Der er en del skisport i bjergområderne, hvor der gerne falder sne. Samtidig er der typisk solrigt og smukt om dagen, så er du begejstret for skisport i fantastiske omgivelser, er det bestemt ikke nogen dum idé at rejse til Toscana i januar. Temperaturerne ligger som regel mellem tre og 11 grader.

Vintervejret i Toscana i februar
Februar minder i høj grad om januar måned rent vejrmæssigt. Temperaturerne er typisk en smule højere, men næstefter januar er det den koldeste måned i Toscana. Der er fortsat gode muligheder for at dyrke skisport, hvis det er dette, du kommer efter.

Temperaturerne ligger typisk imellem tre og 13 grader, men afhænger i høj grad af, hvor i regionen du befinder dig. Er du i bjergområderne, er der koldere, end hvis du befinder dig i de fladere dele af regionen.

Marts er mild, men regnfuld
Det begynder stille og roligt at blive varmere i Toscana, når der står marts på kalenderen. Temperaturerne ligger i denne måned typisk imellem seks og 16 grader.

Marts er temmelig regnfuld, så du får sandsynligvis brug for en paraply, hvis du besøger Toscana i denne måned. Husk dog igen på, at der er forskel på vejret i Firenze sammenlignet med vejret i eksempelvis Massa-Carrara, så du kan være heldig at ramme godt vejr.

Vejret i Toscana i april
April er en ganske fornuftig måned at rejse til Toscana i. Der er gerne mange solrige dage, men du kan også støde på byger – ligesom i marts. Temperaturmæssigt ligger vi imellem otte og 19 grader, så du kan være heldig at få nogle skønne, lune forårsdage, hvis du rejser til Toscana på denne tid.  

Som så mange andre steder er foråret noget ganske særligt i Toscana. Blomster, træer og buske begynder at springe ud, hvilket gør denne årstid ganske magisk.  

Hvordan er vejret i maj måned?
Vejret i Toscana i maj er mildt og lækkert. Gennemsnitligt ligger temperaturerne på 12-23 grader, men du kan være heldig at opleve helt op til 30 grader i regionen i denne måned. Generelt er der meget få regnvejrsdage i maj.

Det milde og lune vejr gør maj til en ideel måned at rejse i. Det er varmt nok til, at du får den helt rette feriestemning, når du er afsted, men samtidig er det ikke for varmt. Vil du for eksempel gerne på en aktiv ferie, er dette helt perfekt.

Vejret i Toscana i juni måned
Der kan blive ganske varmt i Toscana i juni måned. Gennemsnitligt ligger temperaturerne på 15-27 grader, men nogle år har det vist sig at være væsentligt varmere.

Der er som regel meget solrigt i juni, og du vil kun opleve ganske få regnvejrsdage i denne måned. Juni er en særdeles god måned at rejse i, hvis du vil have sol og varme uden at smelte væk.  

Juli i den italienske region
I juli måned er der typisk 18-30 grader varmt i Toscana. Det er altså en af de varmeste måneder i regionen, og det kan derfor bestemt være en fordel at feriere ud til kysten, hvis du vil afsted i denne måned. Det regner generelt ikke i juli måned.

August byder på varme i lange baner
August måned minder i høj grad om juli rent vejrmæssigt. Igen gælder det, at du sandsynligvis ikke vil se regn, hvis du rejser i netop denne måned. Der er meget solrigt, og temperaturerne er typisk høje.

Gennemsnitligt ligger temperaturerne på 17-30 grader, men igen afhænger den præcise temperatur i særdeleshed af, hvor du helt præcist befinder dig. Vejret i Pisa og Livorno-regionen vil typisk være mere behageligt, end hvis du befinder dig midt i landet.

Vejret i Toscana i september
Når vi når frem til september måned, begynder temperaturerne igen at dale en smule i Toscana. Gennemsnitligt ligger vi på 15-27 grader, og den værste sommerhede er således overstået.

Der er typisk meget begrænsede mængder regn i denne måned, så har du mulighed for at rejse til Toscana i september, er det bestemt værd at overveje.

Hvordan er oktober måned?
Vejret i Toscana i oktober er ganske fornuftigt. Der kan være regnfulde dage, men generelt skinner solen fortsat meget, selvom vi er gået ind i efteråret. Faktisk er oktober en rigtig fin måned at rejse til Toscana i, og du vil fortsat kunne få nogle skønne, varme dage.

Temperaturerne ligger i gennemsnit på 11-22 grader i oktober, så der er mulighed for at være aktiv på ferien, uden det bliver alt for varmt.

Er der noget at komme efter i november?
November er den mest regnfulde måned i Toscana, så har du mulighed for at rejse på et andet tidspunkt, vil det sandsynligvis være at foretrække.

Temperaturerne ligger på cirka syv til 16 grader i denne måned, så det er heller ikke varmen, du skal komme for.

Decembervejret i Toscana
Generelt ligger temperaturerne på fire til 12 grader i december måned, men indimellem kan den snige sig helt op på 20 grader på de mest solrige dage.

Der kan være en del regn i december, men der er typisk også mange solrige dage. Om natten bliver der gerne meget koldt, og befinder du dig i bjergområderne i Toscana, kan der derfor falde en del sne. Dette er altså – ligesom januar og februar – en måned, du kan overveje at rejse i, hvis du vil dyrke skisport på ferien.

Hvornår skal man rejse til Toscana?
Det korte svar er: det skal man altid!!! Der er nemlig stort set altid noget at komme efter i Toscana. Der er ganske få tidspunkter, der som udgangspunkt ikke er anbefalelsesværdige at rejse på, men vejret varierer som bekendt fra år til år, så det er umuligt at komme med ét endegyldigt svar på, hvornår man skal rejse til Toscana.

Typisk er månederne juli og august nærmest for varme til, at du kan holde ud at lave noget. Kan du rejse på den ene eller anden side af højsommeren, vil dette derfor være at foretrække. Både juni og september er for eksempel rigtig gode måneder at besøge Toscana i. Ligeledes er maj en rigtig skøn måned rent vejrmæssigt.

Vil du stå på ski, skal du rejse i en af vintermånederne, hvor der kan falde meget sne i bjergområderne.

Har du brug for hjælp eller vejledning?

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål - eller gerne vil have hjælp til at finde lige præcis den bolig der passer til dig og den eller dem du skal rejse sammen med.

Jeg har besøgt alle ferieboligerne og kender alle ejerne. Jeg har desuden kørt Toscana tyndt og besøgt rigtig mange af de spændende og smukke områder i regionen.

Den viden jeg har, deler jeg meget gerne med dig 

Du kan kontakte mig enten per telefon eller mail på

tlf: 2060 8282

Mail: info@toscana-vacanze.dk

 

Jeg glæder mig til at høre fra dig