Maremma Toscana Italien Ferie | book din feriebolig her

 

MAREMMA - DET UKENDTE TOSCANA

 

Maremma – Toscanas vilde og hemmelige perle

Har du allerede oplevet det klassiske Toscana med bløde bakker og kendte byer som Siena og Firenze? Så er det tid til at møde Maremma – det rå, uopdagede hjørne af Toscana, hvor naturen er vildere, strandene smukkere og turistmængden mindre.

Maremma ligger i den sydvestlige del af Toscana, primært i provinsen Grosseto, og strækker sig op i det sydlige Pisa. Det er en region, som mange danskere endnu ikke har opdaget – og måske netop derfor føles det så ægte og uspoleret.

En anderledes side af Toscana

Hvor det klassiske Toscana lokker med vinmarker og renæssancebyer, byder Maremma på rå natur, charmerende småbyer og nogle af de bedste strande i hele Italien. Jeg elsker Maremma – ikke fordi det er bedre end resten af Toscana, men fordi det er noget helt særligt.

Her finder du klippefyldte kyststrækninger, pinjetræsskove og bugter med krystalklart vand. Tænk: børnevenlige sandstrande, lokale trattoriaer og autentiske landsbyer – uden charterstemning og souvenirbutikker.

Ja, der er langt – næsten 1.900 km fra Danmark – men turen er det hele værd. Og når du først er fremme, vil du forstå hvorfor.

 

Maremmas fascinerende historie

Fra etruskere til romere
Området har rødder helt tilbage til etruskerne (ca. 800 f.Kr.), som grundlagde byer som Populonia og Cosa. Senere overtog romerne, og Maremma blev et vigtigt handelscentrum. De byggede underjordiske kanaler til dræning – men da Romerriget faldt, gik systemet i forfald, og malaria bredte sig.

Middelalder og forfald
I senmiddelalderen misatede regionen sin betydning. Handelsvejene ændrede sig, og byer som Siena blomstrede, mens Maremma blev fattig og præget af sumpe. Mange flyttede væk, og området blev mest brugt til kvæggræsning og jagt.

Genoplivning i moderne tid
Det var først i 1930’erne, under Mussolinis regering, at en storstilet dræning blev sat i gang. I 1950'erne blev området gennemgribende moderniseret med veje, gårde og servicecentre – og i dag er Maremma kendt for landbrug, vin og olivenolie og ikke mindst... en spirende, bæredygtig turisme.

 

Derfor skal du vælge Maremma

  • Naturoplevelser: Rå, vild skønhed med bjerge, skove og kystlinje
  • Strande: Kilometerlange, børnevenlige badestrande uden trængsel
  • Autentiske landsbyer: Besøg små byer, hvor tiden står stille
  • Lokale delikatesser: Smag på frisk fisk, vildt og naturligvis vin og olivenolie

 

Fra mig til dig

Jeg har selv rejst i Maremma og været dybt fascineret af den ro og autencitet, der møder én her. Hvis du drømmer om en ferie væk fra masseturisme – med plads til nærvær, natur og lokale oplevelser – så bør du overveje Maremma.

Har du brug for hjælp til at finde den helt rigtige feriebolig her? Så skriv endelig til mig – jeg kender området og kan guide dig trygt i mål.

 

 

 

HVOR LIGGER MAREMMA?

 

 

 

 

LÆS MERE OM...

Der er masser af dejlige steder i Grosseto. Her kan du læse mere om nogle af mine yndlingssteder

 

 

 

DRØMMEN OM TOSCANA

Rejsetemaer - og inspiration til oplevelser og ferier